24.07.10

Sejr i testkamp

Af: Jan Kronborg

FCV vandt lørdag hjemmekampen mod Hvidovre med 2-0, som også var resultatet ved halvleg. Målene blev scoret af Rasmus Festersen (foto) og Lasse Vibe.

Foto: evanfoto.dk

Cirka 200 tilskuere overværede opgøret mod Hvidovre, og de blev øjenvidner til en kamp, hvor FCV i perioder viste udmærket positionsspil og pæne offensive takter, men hvor det også skinnede igennem, at der stadig er noget, der skal rettes til. Og det er der da også 14 dage og to testkampe til at få på plads, inden det for alvor går løs i 1. division.

Det allermest positive var dog at se, hvor bred truppen er blevet. Der er ingen tvivl om, at der bliver kamp om pladserne i en trup, hvor der er mindst 2 mand til hver plads. En særdeles behagelig situation da det vil gøre træningen endnu mere intens og skarp, ligesom holdet ikke vil være lige så sårbart i forbindelse med skader og karantæner.

Mod Hvidovre startede manager Michael Schjønberg med følgende 11 spillere:

Mads Petersen
Andreas Marcher
Sladan Peric
Anders Nielsen
Lars Pleidrup
Kristian Uth
Kristoffer Wichmann (anfører)
Kristian Gaarde
Lasse Vibe
Mark Leth Pedersen
Rasmus Festersen

Gæsterne fra Hvidovre kom bedst ud af startblokken og havde to store chancer i løbet af de første 10 minutter. På begge friløbere blev bolden dog sparket forbi mål, og langsomt kom FCV mere og mere med ind i kampen.

Efter 26 minutter bragte Rasmus Festersen hjemmeholdet foran, da han efter et forsvarskiks stille og roligt kunne trille bolden ind i det tomme mål.

Kort før scoringen til 1-0 måtte den anden frontløber Mark Leth Pedersen udgå på grund af problemer med det ene knæ.

- Jeg havde lige lagt bolden ind over og skulle til at accelerere, da jeg mærkede en ubehagelig stikken i knæet. Jeg kunne ikke fortsætte og det stikker stadig på en mærkelig måde, når jeg prøver at bøje benet, men jeg tror ikke, det er noget alvorligt, sagde Mark Leth Pedersen umiddelbart efter kampen.

Andreas Mortensen kom på banen i stedet for og gik direkte ind på sin vante plads ved siden af "Fester".

Kort før dommerens pausefløjt indtraf kampens absolutte højdepunkt. Kristian Uth sendte fra højre side en høj hård bold ind i feltet, hvor Andreas Mortensen steg til vejrs og fik forlænget bolden til en fremstormende Lasse Vibe i venstre side, som elegant tog bolden med i luften og i næsten samme bevægelse sparkede den i mål uden chance for målmanden. Flot, flot og i det hele taget virkede Lasse Vibe meget veloplagt og spillede en stor kamp. I øvrigt var han og målmand Mads Petersen de eneste der spillede hele kampen.

Til 2. halvleg kom Andreas Schultz (Sladan Peric), Anders Torpegaard (Kristian Uth) og Ulrik Balling (Kristian Gaarde) på banen.

Senere fulgte følgende udskiftninger: Cagri Erdem (Rasmus Festersen), Anders Laursen (Andreas Marcher), Jesper Rasmussen (Lars Pleidrup), Jesper Dahl (Kristoffer Wichmann) og Jesper Nielsen (Anders Nielsen).

Thomas Mikkelsen, målmand, så hele kampen fra bænken. Da Kristoffer Wichmann blev udskiftet overtog Ulrik Balling anførerbindet.

De sidste 45 minutter foregik stille og roligt med FCV som det toneangivende hold. Efter 55 minutter var en stærk og lynhurtig Rasmus Festersen ved at slippe helt fri, men en Hvidovrespiller trak i nødbremsen og måtte indkassere et rødt kort. Efter aftale kom en anden spiller på banen i stedet for den udviste, da det jo kun drejede sig om en testkamp. Det efterfølgende frispark førte ikke til noget.

10 minutter før tid lagde Lasse Vibe fra højre side flot bolden ind i feltet, hvor en særdeles arbejdsom Andreas Mortensen nåede højest og flot sendt bolden i mål. Desværre blev der (vistnok) fløjtet for offside, og målet blev annulleret.

Alt i alt en udmærket testkamp som først og fremmest demonstrerede, at FCV er godt besat på alle pladser, og at manager Michael Schjønberg har mange strenge at spille på. Når de sidste ting kommer på plads, ser det ganske fornuftigt ud.

Efter kampen var både Schjønberg og den nye assistenttræner Boye Habekost ganske godt tilfredse, med det de havde set på banen.

- Der var flere ting, der lykkedes, men vi fik også set, at der er en hel del, vi skal arbejde mere med på træningsbanen, inden sæsonen begynder, sagde Boye Habekost efter kampen.

FCV spiller allerede tirsdag den næste testkamp, når holdet på udebane møder det nyoprykkede danmarksseriehold fra Ringsted. Kampen fløjtes i gang kl. 18.00 på Ringsted Stadion.


 

Nyheder

FCV tager mod Skive

Det kan godt være, at FC Vestsjælland på papiret er favoritter, når holdet søndag kl. 15.00 hjemme...


Drømmestart var ikke nok!

Ulrik Balling (foto) bragte FCV foran i topopgøret på udebane mod AGF, men det endte alligevel med...


Topbrag i Århus

Efter en forrygende start på sæsonen bliver FC Vestsjælland lørdag aften stillet over for en kæmpe...



Powered by: Jara IT Copyright ©2009

FC Vestsjælland | CVR 31471346 | Telefon: +45 70238230 | Email: post@fcv2008.dk